Historien om garverierne

Tilbage til Garveriehistorie

HISTORIEN  OM  GARVERIER   –  ET  TUSINDÅRIGT  HÅNDVÆRK. Notat af Ove Rasmussen

  •  Disposition:
  • Historien om garverier
  • Garvemetoder
  • Svendborg Fingarveri og familierne omkring garverierne
  • Gl. Estrup
  • Råvaren og forbindelsen til Gl. Estrup
  • Afslutning

Sidste afsnit er en oversigt over det materiale Ove Rasmussen har afleveret til museet på Gl. Estrup

Selv om det er de færreste, som ved hvordan læder produceres eller som har besøgt et garveri, er der faktisk tale om et af verdens ældste håndværk.

Historien er ikke blot lang men meget interessant og afspejler de mange store omvæltninger i verden gennem mange år.

Garverhåndværket kan med sikkerhed føres tilbage til forhistorisk tid. Vi ved, at inden vore forfædre havde lært at dyrke jorden, levede de af jagt og gik klædt i skind af de dyr, de dræbte. Skindene må afgjort have været underkastet en form for garvende behandling for at kunne anvendes.

I det gamle testamente – Første Mosebog 3:21, siges det i beretningen om Syndefaldet – ” derpå gjorde Herren skindkjortler til Adam og Eva, og klædte dem der med ” – I de gamle ægyptiske pyramider 3.000 før Kr. har man fundet billeder, der viser garvere i arbejde og fra tiden 1500 – 1600 før vores tidsregning er der fundet læder omtalt som et materiale, der i værdi blev sidestillet med guld, sølv, ibenholt og andre sjældne træsorter.

Man finder såvel i indiske, persiske, arabiske, kinesiske, jødiske, græske og romerske skrifter om garveren og hans håndværk omtalt – dog vidt forskelligt. Der var f. eks. hos hebræerne en lov, der trods det generelle forbud mod skilsmisse sagde, at kvinder, der var gift med garvere, som de eneste havde ret til skilsmisse, dersom deres mænd bragte ildelugt med hjem fra garveriet. Denne regel videreførtes senere i det katolske Europa.

Garveren blev dog noget anderledes betragtet af grækerne og romerne ca. 1.200 f- Kr. – hvor garveren var en højt agtet person, eftersom han leverede et materiale, som anvendtes til mange vigtige formål, såsom beklædning, smykker, boliger. hjælme og skjolde. Således findes der også flere eksempler på, at netop garveren har spillet en fremtrædende rolle indenfor den oldgræske stat som ledende politikere, .jo mere forarbejdet læder, man havde råd til at købe, desto højere placering indtog man i det sociale system.

På grund af lugtgenerne forbundet med garvningen af de døde dyrs huder og skind blev garverfaget i de seneste århundrede ofte betragtet som et ” urent håndværk ” og derfor ofte henvist til særlige områder i byerne ( garvergader ) eller overladt til særlige befolkningsgrupper eller kaster som f. eks. I Japan.

Det hævdes desuden, at på samme måde som handel med penge ( i dag bankvirksomhed ) iflg. tidlig kristen opfattelse betragtedes som ” uren ” og fortrinsvis blev overladt til jøderne, blev også garverivirksomheden med tiden overtaget af jøder verden over. I hvert fald er hudehandel og garverivirksomhed fortsat den dag i dag domineret af jødisk ejede selskaber.

Produktion af og handel med læder har i historiens løb været et meget omdiskuteret erhverv – således afspejler udtryk som ” en rigtig hudehandler ”  eller  ” din hudehandler ” befolkningens generelle mistro til disse ( for ) dygtige handelsmænd.  I  mange århundrede var garveren og garverfamilien særdeles velbeslået og det var alment kendt, at handel med huder og skind var meget kommerciel attraktiv . Denne omstændighed ændredes imidlertid i begyndelsen af 1950erne og i dag er rentabiliteten i garverfaget sædvanligvis lav. Der findes dog stadig store formuer i flere af verdens store garverfamilier, ligesom hudehandlerbranchen endnu er kendt for at være endda særdeles  attraktiv.

Selve læderfremstillingen  foregik helt frem til sidste århundrede på stort set samme måde som i antikkens dage. Flere steder i verden f. eks. I det nordlige Afrika, kan man fortsat i dag besøge garverier, hvor fremgangsmåden ikke har ændret sig i tusinde år.

Mange forskellige metoder og garveemner er i tidernes løb blevet brugt til at konservere huder og skind.

Den ældste metode er uden tvivl fedtgarvningen. Den foregik på den måde, at det frisk flåede råskind blev indsmurt med fedt og bearbejdet ved gnidning, indtil fedtet langsomt trængte ind i skindet – denne metode blev brugt af indianerne.

Eskimoerne havde en særlig måde at fedtgarve på. De skar skindene ud som remme og tyggede dem sammen med tran – derved blev læderet blødt, bl.a. p.g.a. de enzymer, som findes i spyt.

Røggarvning og særlig røgen fra f.eks. dyregødning blev brugt til at garve skind til beklædning.

Barkgarvningen er en del yngre end de her førstnævnte metoder, men stammer også fra forhistorisk tid. Muligvis opdagede man plantestoffernes garvende egenskaber ved forsøg på at farve med dem. At ægypterne har forstået at barkgarve og farve læder har man fuldt bevis for i kraft af de velbevarede lædergenstande, som er fundet ved udgravninger. Man skønner at disse lædergenstande er 3.300 år gamle. Barkudtræk anvendes fortsat i dag ( vegetabilsk garvning ) –  til  f. eks. såler.

En anden garvermetode, som har været anvendt helt op til dette århundrede, er alungarvning  ((aluminiumbaseret mineral ). Metoden blev ført til Europa med Maurerne, da de trængte ind i Spanien omkring år 700 e. Kr.. og anvendtes helt op til år 1900,  hvorefter den kun blev anvendt til pelsberedning og den såkaldte glachegarvning ( glachehandsker er de fine hvide handsker som det bedre borgerskab bar i begyndelsen af dette århundrede ).

Anvendelsen af tungmetallet chrom til garvning er af forholdsvis ny dato. De første anvisninger på at garve med chromsalte kom fra en tysk professor ( Knapp ) i 1858, men de første praktiske resultater blev først opnået af August Schultz i 1884. I slutningen af 1890erne og i begyndelsen af dette århundrede indførtes chromgarvningen overalt i Europa. .På det tidspunkt anslås det, at ca. 90 – 95 % af verdens læderproduktion brugte chrom til garvningen. Chrom gav den bedste læderkvalitet og var billigere and de kendte andre materialer.

Det sidste skud på stammen er de syntetiske garverstoffer, som er  fremstillet af ren kemisk vej. Professor Edmund Stiasny fremstillede det første syntetiske garvestof i 1912, men det er først inden for de seneste år, at den syntetiske garvning er blevet så udviklet, at den kan opfattes som et reelt alternativ til den dominerende chromgarvning.

Den seneste udvikling på råvarer og garvemetoder er, at  nogle hudehandlere kan levere garvede huder opsorteret i 1. – 2. og  3. sortering  –  d.v.s-.  et halvfabrikata som er langtidsholdbar og let at transportere.  Man kan vælge mellem flere forskellige garvninger  –  såsom chromgarvning ( wet-blue )   eller  hvidgarvning    ( wet white).

Garverfaget er nok et af de sidste gamle håndværk, som blev industrialiseret, idet det først er inden for de sidste 40 – 50 år man kan tale om en egentlig industriel produktion ( siden 2. verdenskrigs ophør ). Branchen er samtidig en af de få, som har gennemgået hele udviklingen fra udpræget lokal til udpræget global.

Den sene udvikling og markedets globalisering  i de seneste årtier kan forklares ved ændringer i efterspørgselsmønsteret og udviklingen i de største aftagerindustrier.

Ved århundredeskiftet 1900 fandtes der mere end 300 garverier i  Danmark og enhver købstad med respekt for sig selv havde mindst 4 – 5 garverier. I år 2000 var der kun 2 garverier tilbage og i år 2004 efter fusioner var det slut i Danmark, det sidste garveri lukkede.. Denne udvikling findes stort set i alle europæiske lande.

I tidligere tid bestod en garverivirksomhed af 3 – 5 personer, sædvanligvis havde garveriet tilknytning til en limfabrik, hvor man kunne anvende det bortskårne hud, man kan stadig finde levn fra den udbredte garveraktivitet rundt omkring f. eks. var flere af de gamle bevarede stampemøller – som anvendtes til garverivirksomhed.

I Svendborg var der flere garverier og historien om Svendborg Fingarveri kan læses i Jørgen Gleerups bog:

3. Organisationskultur  som læreproces og kommunikation  –  Svendborg Fingarveri 1931  –  1990.

Min familie består af garvere og familien har som sådan haft 136 mandår på Svendborg Fingarveri hvor min Far også arbejdede for den tidligere ejer .Conrad Frandsen og efterfølgende for Svend Weimann.

Familien – især min Mor havde den opfattelse, at hvis man kunne lugte garveriet var det godt, så var der noget at lave.

Mandårene fordeler sig således:

Min Far Ejnar Rasmussen    45 år

Min Farbror Ingvard Rasmussen     36 år

Min Søn Lars Rasmussen    12 år

Jeg selv Ove Rasmussen     43 år

Garveribranchen var spændende og berigende – jeg husker mine drengeår med mange besøgende  teknikere i hjemmet og min Mor  i køkkenet for at lave mad til familiens gæster.

Altid blev der talt om teknologi og rendement – det sidste forholdet mellem flademål og indkøbt kg.

Min Far talte ofte om den tidligere ejer Conrad Frandsen – hvor min Far arbejdede i sine unge år. Denne familie startede i Vestergade 10 og 27 en produktion af støvle og skolæder og flyttede udenfor byen til Pasopvej omkring slutningen af 1890erne. Det var Ludwig og Rasmus Frandsen der dengang drev garveriet og efterfølgende blev det så Conrad Frandsen.

Conrad Frandsen gik konkurs i 1931 og familien Weimann købte garveriet den 3, september 1931 i en sørgelig forfatning.,

Conrad Frandsen havde flere søskende bl.a. Inge – gift med bankkasserer Rasmussen og boede i den dengang herskabelige hvide villa ved siden af garveriet., nabo til mit fødehjem.

Conrad Frandsen havde en søn Obert Frandsen, som havde et lille garveri i Sdr. Højrup og da han afhændede det blev han ansat på Fåborg Garveri hvor han havde en søn der arbejdede som garver. Obert Frandsen havde på sin Fars garveri arbejdet sammen med min Far.

Svend Weimann overtog såvel min Far som Obert Frandsen og min Far havde 45 gode år på Svendborg Fingarveri – det fortalte min Far ofte. Svend Weimann var en god chef, havde en holdning som var speciel dengang, nemlig at alle fik lov til meget og den menneskelige holdning, at man blev god hvis man fik lov og at arbejdsliv og privatliv godt kunne forenes.

Svend Weimann var mange år forud for udviklingen. Med stor  dygtighed og forståelse for andre ledede han medarbejderne og var meget social og hjælpsom. Han sad med i alle udvalg og var stort set med til alt om fremtiden og diskussionerne om investeringer til han var højt oppe i alderen.

Han havde lært meget fra sin Far, som var konfektionist i Odense og Svend Weimann havde været sælger i faderens forretning og rejst meget i USA.

Svend Weimanns søn – Svend Johan kom med i firmaet i midten af 1970erne og Far og søn ledede i flere år sammen med ledergruppen garveriet.

Jeg prøvede at arbejde sammen med min Far ligesom jeg har arbejdet sammen med min søn Lars – som nu er ansat i Novozymes  –  hvor han arbejder med enzymer til garverier i hele verden.  Min Far var finishmester og arbejdede således med færdiglavningen af læderet – altså det øjnene ser, hvor min søn er specialist i den våde afdeling,  altså  garvning – eftergarvning og fedtning,  eller det som hænderne føler.

De unge garvere i dag lærer på skolerne i  Tyskland og England om  den komplekse kemi der hører til faget.

Svend Weimann var en særdeles dygtig leder, men det teknologiske kunne han ikke, han ansatte derfor garvermestre – og dem har der været flere af – som fik ansvaret for teknologien – til gengæld var de så ikke ledere.

Conrad Frandsen blev den første garvermester og listen ser således ud:

Conrad Frandsen 04.09.31   –   01.02.36

Heinrich Gøbel 01.02.36   –   15.02.39

Jørgen Winther 01.02.39   –   31.12.53

Walther Tønshoff 01.10.53   –   31.07.56

Bent Andersen 01.07.56   –   31.09.75

Her sluttede så håndværkerkulturen og industrialiseringen tog over – nu hed det ikke garvermestre mere, men Produktionschef og den første var:

Ove Rasmussen 01.10.75   –   30.06.90

De forskellige garvermestre husker jeg – dog ikke Conrad Frandsen – men alle de andre, de kom alle hver på deres tid med nye ideer og nye teknologier.

Garveribranchen har altid været præget af personligheder  – dette gælder ikke blot i Danmark, men overalt i verden.

Særligt husker jeg med stor glæde min mester Jørgen Winther som jeg holdt meget af og senere den legendariske Bent Andersen som jeg var ” føl ” hos –  begge har lært mig meget og også de to dygtige ledere, som jeg lærte at sætte stor pris på, nemlig fabrikanterne Svend Weimann og Hans Jørgen Winther.

Bent Andersen kom fra en garverfamilie – hans Far havde haft garveri i Bogense og en yngre broder og en søn var ligeledes garvere. Hans Far og min Far havde arbejdet sammen på Svendborg Fingarveri.

Jørgen Winther havde haft garveri tidligere og hans søn Hans Jørgen Winther var sidst i 40erne ansat på Svendborg Fingarveri og etablerede efterfølgende H.J. Winthers Garveri hvor hans to sønner Jørgen og Henrik begge blev  garvere – hvor Jørgen blev den der førte dette familiefirma videre, indtil fusionen med Svendborg Fingarveri og Henrik var rejst hjemmefra og fået ansættelse hos Bayer i Tyskland i begyndelsen af 1970erne.

Fusionen af de to Svendborg garverier fandt sted i 1990 – og efter fusionen blev de to garverier kørt sammen af de to sønner – men holdt ikke længe – store problemer førte med sig, at de fusionerede garverier med navnet Swewi blev solgt til Per Epdrup i 1998, men heller ikke dette firma kunne få garveriet på ret køl og videresolgte til Elmo i 2000 hvorefter Elmo lukkede ved årsskiftet 2003/04 og det var så afslutningen af garveridrift i  Danmark –  færdiglæder til møbel- og belædning samt til sko fabrikeres ikke mere og det skal fremover købes i andre lande i Europa eller i Kina eller Sydamerika.   .I min læretid og i årene  efter var det også meget vanskeligt med garveridrift – vi prøvede det flere gange gennem årene, men måtte leve med fordeling af arbejdet for at undgå afskedigelser når vi kunne  fordele.. Vi prøvede meget – lavede om, når noget ændrede sig i samfundet og forsøgte at rette ind efter det nye.

Jeg tror ubeskedent , at jeg har prøvet alt det der skal prøves indenfor garveri.

Efter Formand i våde afdeling fra den 1.9.59 over planlægningschef  til produktions- og fabrikschef – så i den nye fusion Logistikchef og Kvalitetschef fandt jeg i 1993 ud af, at nu ville jeg prøve noget nyt som jeg havde drømt om tidligere.

Jeg stoppede i 1993  på garveriet og blev konsulent for garverierne samt beslægtede brancher såsom slagterier – pelsberedere og hudehandlere – har revideret lærebøger jeg skrev i 1977 – underviste garverimedarbejdere i et begrundet håb om hjælp til teknologien og endelig har jeg været med til bogen om kultur som er skrevet af lektor Jørgen Gleerup Syddansk Universitet Odense..Jeg har været medlem af garverlauget – mangeårigt medlem af garverforeningen i Danmark – Formand de sidste 12 år til den lukkede – samt medlem af det tyske VGCT – som er den tyske garverforening og endelig sidder jeg i styrelsen i garverimusæet i Roskilde – et arbejde som har min store interesse.

I dag arbejder jeg således med historien om garvere –  dette fordi de næste generationer skal vide, at der har været garvere i Danmark

På et tidligt tidspunkt begyndte mine forældre at samle arkivalier og beskrivelser fra garveribranchen, dette fortsatte jeg så med og indledte så i 1993 et samarbejde med slagterimusæet i Roskilde om et fælles museum netop i Roskilde fordi det var byen hvor de store og mest kendte garverier engang lå.

Dette har nu stået på  i 12 år og jeg har på garverisiden indsamlet ca 2500 effekter fra garverier i hele landet – maskiner – håndværktøjer – beskrivelser og bøger.

I Svendborg var der flere garverier og de mest kendte fra ca. 1800  –  2005 var:

Garver Daniel Møller Korsgade 14a

Feldbereder Chr. Ravn – Garver         Chr. Lerche Møllergade 104

Garver Daniel Kyel             Møllergade 95

Garver Niels Albeck Møllergade 63 . 67

Garver Brock Møllergade 98 – 100

Garver Poul Petersen Møllergade 86

Rasmus Frandsen Vestergade 10

Svendborg Fingarveri Pasopvej 16 – 18

H.J. Winthers Garveri Dr.Holmsvej 48

 

Det gamle garveri Møllergade 86 er på museet, med de gamle små valker og håndværktøj og med stampemøllen som museets  midtpunkt.

Men tiden i Roskilde er ved at rinde ud – ringen er ved at være sluttet. Det hele flyttes nu til Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup i Auning på  Djursland i løbet af 2005 og de ting der ikke skal derop vil blive tilbudt Svendborg og Omegns museum. Så der vil også i Svendborg vil være en del af den lokale historie og det er jo ligeså vigtigt.

Dette store museum i Gl. Estrup er et besøg værd, ikke blot et landbrugsmuseum, men også et Herregårdsmuseum er der i det store område.

Museet samler på alle genstande der kan fortælle noget om landbrugets historie og i denne samling hører vi til. Vi har bearbejdet det største organ, nemlig huden der fortæller noget om, at dyrevelfærd giver en god hud og bedre betaling til landmanden.

Hvad er det så der gør, at det er så vigtigt  med en god hud. Kvaliteten af det færdige læder afhænger af mange ting, men det er landmanden der bestemmer hudens kvalitet. Der er mange faktorer , som har indflydelse på en  frisk huds kvalitet og som følge deraf også på det færdige læders kvalitet, både hvad angår hudens struktur som færdigt læder og antallet af vækstmærker :

· Klima – Tænker man på hudens temperaturregulerende funktion er det indlysende, at hudens tykkelse afhænger af i hvilken type klima, dyret er vokset op i. Klimaet er også afgørende for, om der findes mange insekter med bid og æglægninger i huden som følge. Desuden vil luftens fugtighed spille ind. f. eks.  konstaterede man  ved et forsøg af forskelle i råhudkvaliteten mellem huder fra blot hver sin ende af landet, Bornholm og Ribe, idet det fugtige klima i Ribe havde en negativ indflydelse på hudekvaliteten.

· Føde –  Intensiv opfedning af dyret giver hud med kraftig underhud udviklet på bekostning af den vigtige læderhud og derfor en hud, som er mindre egnet til garvning.

· Race  –  Malkekvæg har et mere spinkelt hudlag end kødkvæg. Desuden har brogede racer flere pigmentskjolder end ensfarvede racer, hvilket kan spille ind ved produktion af ren anilinlæder. Endelig dominerer forskellige racer i forskellige dele af verden, og da racen ofte øver indflydelse på det færdige læders struktur vil 2 huder fra Danmark og Schweiz garvet på samme måde, se vidt forskelligt ud som færdigt læder.

· Køn  –  Dyr af hunkøn har en hud, der er finere, tættere og mere modstandsdygtig end dyr af hankøn. Dog medfører en graviditet, at huden bliver slappere omkring maveregionen og mere uregelmæssig, Dette betyder bl.a. at kohuder er uegnede til at producere de kraftige lædertyper (+ 2 mm)

· Alder  –  Alderen har stor betydning for hudens kvalitet, p.g.a. variation i den føde, som dyret indtager. Kalve der dier, har hud med meget fin og tæt struktur. Så snart kalven holder op med at die, bliver  skindets struktur langt grovere. Alderen har naturligvis også indflydelse på antallet af hudbeskadigelser og ar, som et dyr akkumulerer. Af samme grund er tyrehuder sædvanligvis renere end kohuder, idet de allerede slagtes i en alder af 7 – 11 måneder, hvorimod køer først slagtes, når de er 4 – 6 år, da de først skal give mælk og føde kalve. Dette forklarer også, at kohuder sædvanligvis er større end tyrehuder for en sammenlignelig vægtklasse og at de igennem det længere livsforløb får flere naturlige vækstmærker.

· Sundhedstilstand  –  Et magert  –  underernæret dyr har en tyndere hud end et velnæret dyr. Et sygt dyr, kan også have en syg hud, som aldrig kan blive et ordentligt stykke læder.

· Dyrevelfærd  –  Dyrenes velfærd har også en direkte indflydelse på hudens kvalitet. Står dyret året rundt i stald inden døre er der en forhøjet risiko for, at de får skab,  lus og ringorme og disse ting efterlader uoprettelige skader på hudens overflade. På samme vis resulterer pigtråd også uoprettelige skader på hudens overflade ( set ofte på svenske huder ).

Det er udefra ovenstående tydeligt, at der absolut ikke er tale om noget ensartet råmateriale. De friske huder har, også selv om de kommer fra samme race, vidt forskellige karakteristika ( ligesom mennesker ) og de reagerer også forskelligt på garvningsprocessen og det er måske forklaringen på, at en del af garverens arbejde stadig er håndværk og ikke industri 100 % .Nu er det jo ikke sådan, at man ikke kan gøre noget for at producere en råvare af højere kvalitet. Hvad køn, klima, race og alder angår er det ganske vist begrænset hvad mennesket kan gøre for at påvirke situationen, men hvad angår føden, dyrets almene sundhedstilstand og dyrevelfærd kan menneskets handlinger øve stor indflydelse på såvel dyrets livskvalitet som råhudens kvalitet.

Nu er kvægavl jo ikke et filantropisk foretagende og det er i første række ikke dyrenes livskvalitet der ligger lige for og det er heller ikke hudens kvalitet. På slagteriet afregnes jo pr. kg. med kød  – hud – hår og alt inkl. .Derfor har der i mange år i landbruget været en tendens til igennem rationel drift og opfedning, at få dyrene til at veje mest muligt hurtigst muligt.

I de seneste år har nærmere forskning af kvægproduktion imidlertid vist, at staldhold ikke altid er mest profitabelt for landmanden.. Det tætte liv i en stald er nemlig også grobund for en række problemer – ringorme – lus – vorter – parasitter og skab og hvor kreaturet ellers ville have anvendt sin energi på marken forvandles dette lynhurtigt til et større vægttab igennem kløe og gnuppeaktivitet. Således vurderes det, at en ko i en stald med middelmådigt skab taber 250 gram om dagen og giver  2 liter mælk mindre end en ko uden skab. Dette er argumenter, som landmanden forstår, for kød og mælk er det, som han lever af.

Så vi skal huske, at kvalitet er gratis. Det er mangelen  herpå der koster penge. 

Når de danske huder altid har været velegnet til produktion af bl. a. Møbellæder , så er det fordi der altid er passet godt på dyrene. Alt dette holdt hudecentralerne øje med, dengang som nu  –  så når fejlene blev opdaget blev tilbagebetalingen mindre og årsagen blev bearbejdet.

Det gælder om at bruge øjnene, har  Landbrugets Rådgivningscenter engang skrevet, og med dette menes, at hvis man holder øje med de mange angreb såsom skab o.l. og tilmed behandler for det, så vil man, som i andre lande, få en bedre hud. Og hvis man tilmed havde den mulighed, at man ved øget indsats og levering af en bedre hud, kunne tilgodese den producent med en øget efterbehandling, frem for den producent, der leverer en dårlig hud, så var vi kommet langt

Det er nemlig sådan, at  hvis man ikke efterspørger kvalitet, så er man med til at afskaffe den !!

Derfor samler vi nu det hele  –  alt det der er medvirkende årsag til et godt landbrug  –  landbruget selv  –  slagteri  –  garveri  –  hudehandel  –  mejeri og køleindustrien  – der alle har et ansvar for, at det der arbejdes med er kvalitet og samler det hele, fordi det  så  fremover  på Gl. Estrup vil være muligt at studere alt indenfor landbruget,

Jeg er stolt over historien om garverierne og garverne  og stolt over at være en del deraf og over det jeg har indsamlet.

Det er meget glædeligt, at dygtige museumsfolk nu tager over, såvel på Gl. Estrup, , men også i Svendborg og Omegns museum. Jeg er begge steder blevet  modtaget pænt og professionelt.

Vores garverihistorie er nu sikret for fremtiden og vil blive fortalt for de mange besøgende på museerne.

 

Følgende er i dag afleveret på Gl. Estrup:

Københavns Garverlaug`s  Bog  –  1635  –  1935

Foreningen af Danske Læderfabrikanters Bog  –  50 års jubilæum  –  1899  –  1949

Garverbogen  –  1927.

Kursus i læderkendskab –  bog  Swewi

Organisationskultur som Læreproces og Kommunikation  –  Svendborg Fingarveri  1931  –  1990.

Taske med indhold  –  Kursusmateriale – Beskrivelse af faget.

Diplom  –  Fagprøve i Garverfaget.

Video  –  Swewi  Svendborg

Video  –  Hudecentralen.

Gl. Svendborg Fingarveri publikation – Tradition og  Fornyelse

Div. artikler fra Novozymes ” Læderhalse ”

08.03.05/Ove Rasmussen

 

*)Bemærkninger: konsulent  Ove Rasmsussen

Fåborg Garveri ved havnen brændte i 1957 – det  var tidligere et kreaturslagteri

Otto Dittmann gik i betalingsstandsning i 1994 – jeg blev ansat af revisionen og var med til at få  det i gang igen men i 1998 gik det så konkurs  – solgt til det kinesiske firma som jeg havde meget snak med i forbindelse med indsamling til museet, de ville have penge for alt det jeg gerne ville have, men det fik de ikke.        .

Mit gamle netværk fra garveritiden gemte mange af disse for mig interessante ting, og da kineserne havde taget de maskiner de ville have, blev en af kontorpigerne som jeg kendte – ansat til at sælge ud af resten, så hun bad mig gratis om at hente det jeg gerne ville have.

Nu efter år 2000 er det hele nedrevet og der er bygget boliger.

Svendborg Fingarveri er nu helt nedrevet og der skal på grunden bygges tre store forretninger på hver 5000 kvm. – eet Lidl tysk kæde og en Ide møbler som flyttes fra Rudkøbing og en tredie ikke helt afgjort.

Så historien er helt slut nu.

 

 

 

 

Skriv et svar