Tilbage til: Slagterihistorie
Denne webside består 3 dele:
- Historien omDansk Slagteriarbejderorbund
- Uddrag fra Herning Slagteri 100 års jubilæum
- Brev til svoger – måske job, hvis du ikke hænger i klokken!
Læse de 80 første sider; Hele bogen er på 335 sider,
Foreløbig har vi scannet de første 80 sider som handler om “Slagtere i gamle dage”. Meget spændende læsning, som starter i 1379 og slutter med 1895
Hvis man skal læse bogen kræver det, at man har programmet Adobe på sin PC. Hvis man ikke har det, kan man “downloade” det på Google.
TRYK på bogen.
Hvis du vil viede mere om forholdene på Herning Slagteri:så læs her:
(Uddrag fra bogen: “Slagteri i Herning i 100 år – 1890-1990)
Slagteriarbejderen Et hårdt arbejde
At være slagteriarbejder har altid været betragtet som et hårdt og krævende arbejde. Dertil kom for i tiden den rent kropslige belastning, for arbejderne bar mange gange om dagen halve eller hele svinekroppe på ryggen. Når jernbanevognene skulle læsses, var byrden fire flæskesider indsvøbt i de såkaldte Wrappers af sækkelærred. At trække bovbladet ud med håndkraft var også noget. der sled på ryggen, for alle kræfter skulle lægges i.
De største og stærkeste arbejdere kunne bære hele søer ud til jernbanevognene. Den senere tarmmester Willy Briichle. der kom i lære i 1925, kan huske, at når en ny mand var antaget, var det en yndet sport for kammeraterne at knokle ham ned ved at lade ham slæbe svinekroppe i et væk. På den måde blev han enten accepteret eller vejet og fundet for let.
Slagteriet var en kold, våd og støjende arbejdsplads. Vi var våde om fødderne hele dagen, indtil gummistøvler kom frem, fortæller Brüchle. Ganske vist havde vi nogle træsko med gamacher, men når der blev kastet en spand vand hen over gulvet for at skylle det, sprøjtede det ind i træskoene.
Utæt var slagteriet også, så tit var der så koldt om morgenen, at man måtte begynde med at tø vandrør op. Et mellemrum i taget var fyldt ud med spåner for at isolere mod sommerens varme og vinterens kulde, og her trivedes rotterne vel. Engang Büchle kom ind i tarmafdelingen. sad seks rotter på et af rørene og holdt øje med ham. Da han jog en kost op mod dem, drattede en af dem ned i et vandkar og druknede. mens resten vendte tilbage til spånerne i loftet.
Rotteplagen i Herning var dog generelt meget stor. 1 1913 oplystes, at på intet apotek solgtes så meget rottegift som på det i Herning. »Det er på tide, at vi får renovationsforholdene ordnet, thi alle byens gødningskuler er jo herlige spisekamre for rotterne,« skrev Herning Folkeblad.
Lokaleforhold
Nogen folkestue havde arbejderne ikke i begyndelsen, derfor sad de ude ved fyret og spiste deres mad, for her var der varme. Toiletterne var også primitive: et træbræt med tre latrintønder under. Her kunne tre mand altså sidde samtidig og få en hyggelig og tit ret lang sludder, for man var jo ikke på akkord, men timeløn.
Så, nu må I komme tilbage, så vi kan hold’ æ honning fra æ bier!« var et fast tilråb, der gjaldede over gården, når mester fandt, at nu havde toiletbesøget varet rimeligt længe.
Samarbejde
Som arbejdsplads var slagteriet ikke alene fysisk anstrengende, det krævede også en robust mentalitet. Var der problemer mellem arbejderne, gik de ikke tillidsmandsvejen. I stedet blev de ordnet med et par raske øretæver uden for bygningerne, mens mester sørgede for ikke at bemærke noget. Alle vidste, at det var bedst, at tingene faldt på plads på den måde. En på kassen måtte en lærling også finde sig i at indkassere, hvis han kvajede sig for meget. Grænsen blev dog sat, da en lærling fik tarme smurt i hovedet som afstraffelse!
Alle i Herning kendte en eller anden, der arbejdede på slagteriet. Nogle af dem var hele byen på fornavn med, fordi de var sportshelte og derfor alle raske drenges idoler
Jens »Krølben« med Østergaard som sit rigtige efternavn var Boldkluben Fremads store spiller i 20’rne og 30’rne. Han var de blå‑ og hvidstribedes målsøgende og robuste centerforward og frygtet på alle jyske fodboldbaner. Jens var med, da Fremad første gang kom i den jyske mesterrække, og han prægede klubarbejdet i en sådan grad, at han senere blev udnævnt til Fremads første æresmedlem.
To andre slagteriarbejdere var populære boksere: den elegante og hårdtslående bantamvægter Svend Aage Larsen, i daglig tale kaldet Flække, og den farverige sværvægter jens Thaysen. Dennes kampe mod bl.a. bødkeren fra Ikast, Georg Jensen, var for i hvert fald den ungdommelige del af publikum ved boksestævnerne i Håndværkerforeningens sal altid det absolutte højdepunkt. Her kunne man være sikker på at få dramatik for hele entreen. Thaysen var sønderjyde og af tysk afstamning. Under krigen meldte han sig til felttoget i Rusland, hvor han faldt, som en af de 3000, der satte livet til. Omkring 11.000 havde meldt sig som frivillige.
Fagforeningen
Slagteriarbejderne var fagligt organiseret i Dansk Slagteriarbejderforbunds Herning afdeling. De måtte som kollegerne andre steder kæmpe hårdt for rimelige løn‑ og arbejdsvilkår. Et pluk fra foreningens protokol 1908 kan illustrere det. Man drøftede forslag til nyt arbejds‑ og lønregulativ, og følgende refereres:
“A. Brøndum: ‑ Det er meget kønt af d’herrer Heyman, Nathansen og Godbey (private slagteriejere), at de vil lade os beholde, hvad vi har. Det kunne godt have lignet dem at komme med en lønreduktion. Hr. Nørgaard (direktøren i Holstebro) har formentlig sagt til dem: Hold eder stive, giv dem ikke noget, fortæl dem, at vi har haft underbalance forrige år og lad os så høre, hvad de siger til den.
Men ifald disse herrer tror, at vi kan leve af deres underbalance, så tror de fejl. Konjunkturerne har været opadgående, det er blevet dyrere at leve nu end for nogle år siden, så vi kan ikke lade os afvise på den måde.
Th. Fischer: ‑ Disse herrer ville bare le ad os, om vi var så troskyldige at lade os nøje med deres forsikringer om underskud, hvilket vi ikke har nogen garanti for er rigtigt, da d’herrer aldrig offentliggør deres regnskaber.”
Sommerferie
Sommerferien var i starten to dage, men blev i 1908 øget til tre dage. Arbejdsdagen var på 10 timer. Ved en ekstraordinær generalforsamling i 1907 fremsattes forslag om, at krav om 8 timers arbejdsdag skulle indgå i de kommende overenskomstforhandlinger, men de mere besindige i forsamlingen gik imod. Vi risikerer at blive smidt på porten alle sammen, sagde de. Først i 1920 kom 8 timers arbejdsdagen.
Arbejdstid
Overarbejde var der meget af, for det kostede ikke slagterierne meget at sætte arbejderne til at arbejde over. Særlig over den dårlige betaling for natarbejde beklagede arbejderne sig. Som en sagde: Hvem tror, at en familiefar tjener noget ved at skulle have hele huset sat i oprør om morgenen kl. 4‑5? Hvad går der ikke til af brændsel, når man skal begynde at fyre så tidligt om vinteren?
Organisationsforhold
Fagforeningen kæmpede for at få alle organiseret, også “konerne”, hvis løn lå langt under mændenes. Problemet var dog næppe så stort, for ifølge protokollen var der på det tidspunkt kun “1 gammel kone” i pølsemageriet. Det var først senere, kvinder i større tal holdt deres indtog, og man skal helt frem til 1953, før den første kvinde kom i bestyrelsen for fagforeningen.
Sammenhold
Ved sammenhold lykkedes det efterhånden at få de goder, der i dag anses for helt selvfølgelige, f.eks. at få toiletterne gjort rene hver dag og at få ordentlige spise‑ og omklædningsforhold. Så sent som i 1945, da Willy Bruchle blev mester og fik sit eget kontor, var det placeret i et af udhusene. Her anbragte tarmafdelingens arbejdere efter fyraften deres langtfra velduftende olietøj, der var helt stift af den saltlage, der drev ned ad det dagen lang. Samtidig blev de stribede bluser hængt til tørre natten over. Eftersom kontoret også tjente som opbevaringssted for saltsække, kan man næppe undre sig over, at lugten var skrap.
Men fagforeningen masede på. Fra 1923 noteres: Det blev foreslået, at vi skulle sende nogen hen til direktøren og forlange en kakkelovn i folkestuen og varme i olietøjs kammeret.
Justits
Fagforeningen holdt skarp justits inden for egne rækker. I en periode var der i folkestuen opsat en slags gabestok: en liste over medlemmer i kontingentrestance.
Politik
Større politisk uenighed var der ikke, for de allerfleste var socialdemokrater, og alle henvendelser og frierier fra Aksel Larsens kommunister blev omgående afvist. Partidisciplinen var så streng, at da man i 1924 havde fået valgt formand, kasserer, to bestyrelsesmedlemmer, revisor, fanebærer og fanejunkere til at ledsage den røde fane, blev hele valghandlingen pludselig erklæret ugyldig.
Det havde nemlig vist sig, at nogle af de valgte ikke holdt Herning Social‑Demokrat, og så kunne de ikke sidde i bestyrelsen. Resultatet blev en ny formand, en ny kasserer og to nye bestyrelsesmedlemmer, om hvem man vidste, at de holdt partibladet. Ejendommeligt nok nedstemte man på samme generalforsamling at avertere fagforeningens møder og generalforsamling i Herning Social‑Demokrat.
Bestyrelsen for fagforeningen
At sidde i bestyrelsen var ofte et utaknemmeligt job, navnlig for kassereren, der måtte ordne det meste hjemme fra sin lejlighed. I 1942 kan man læse om, at »alle var enige om, at kassereren burde have et gratiale for slid på lejligheden, da der på grund af arbejdsfordelingen er særlig mange, der skal have udbetalt penge. Der bevilgedes 75 kr.«
Og i 1950 fik han lov til at anskaffe et skrivebord til papirerne, » da der bliver så meget nu, eftersom tiden går«. Hans kone fik samtidig 50 kr. »for hendes ulejlighed med vore besøg, når vi går til kontrol«.
En generalforsamling hos slagteriarbejderne på Gregersens Hotel havde i en lang periode ry for at være en af de mest farverige, man kunne opleve i Herning. Og når den i forhandlingsprotokollen karakteriseres som »særdeles livlig«, kan man være sikker på, at den også har været det.
Men når man bagefter samledes over en øl, som kassen betalte, var luften til gengæld renset rent organisatorisk, og en enkelt formand i den mest urolige tid, jens Chr. Laursen, oplevede at sidde i 14 år (1941‑55) og en kasserer i 27 år. Enkelte uafklarede personlige mellemværender blev ordnet næste morgen, et kvarter inden normal arbejdstids begyndelse!
Nedslidning
Det hårde fysiske arbejde sammen med støj, træk og fugt blev i almindelighed anset for stærkt nedslidende, men embedslæge Preben Rudiengaard, Herning, kom i en socialmedicinsk undersøgelse i 1981 til et noget andet resultat.
Embedslægen fulgte gennem en toårig periode 15 slagteriarbejdere, der var gået på efterløn, og som gennemsnitligt havde arbejdet 22 år på slagteriet. De erklærede samstemmende, at de havde valgt slagteriet på grund af det faste arbejde og den forholdsvis gode løn.
De var også enige om, at det psykologiske arbejdsklima var blevet værre. Tempo, arbejdspres, misundelse og stress oplevede de alle som værre end det fysiske arbejde. Derfor var de modstandere af både akkord og overarbejde.
Interessant var deres følelse af, at sikkerheden stadig var forbedret. I virkeligheden skete der nu kun få ulykker og næsten altid som følge af, at der blev sløset med udstyr som sikkerhedsstøvler, stålhandsker, manchetter, stålforklæde og sikkerhedshjelm. Ørepropper havde også medvirket til at bevare høreevnen. Tidligere var mange næsten døve, når de kom op i alderen.
Ikke en let start for fagforeningen!
Selv i 1907 var det ikke populært, at være medlem af Slagteriarbejderforbundet, hvilket fremgår af dette brev, som en venlig svoger har sendt. Han har talt med Gårdejer Hansen Hansen der på det tidspunkt sikkert var med i bestyrelsen i Slagelse Andelssvineslagteri – han blev formand i 1919.
Slagteriarbejder Forbundet var oprettet i 1895! Det har været en svær start. Brevet belyser 3 forhold:
Vandringen fra land til by
Andelshaverne var vandt til at ansætte “tyende” individuelt.
Frygt for “socialismen”
Brev til “Svoger om chance for job – hvis ikke du hænger dig i klokken!
Også er der Pension!
Oversættelse og selve det gulnede brev fra 1907!
Høng 28. November 1907
Kære Svoger og Svigerinde
Hans Hansen fra Herslev kom herind i dag og sagde, at nu var der en Plads ledig på Slagteriet i Slagelse, at besætte straks efter Nytår.
Dette meddeler jeg eder herved.
Hans Hansen sagde, at du kære Svoger måtte tage til Slagelse og tale med Direktøren (O. J. Olsen) om det, også fordi han kan faa Dig at se.
Han skal bo tæt på Banegården i et sted der hedder “Axelhus”, men Du får nok fundet hvor det er, han sagde ogsaa, at hvis Du ikke så godt fik tid en en Søgn Dag kunde det ogsaa være en Søndag.
Naar Du kommer til at tale med ham maa Du fortælle ham, at det er Dig, Grd. Hans Hansen i Herslev har talt til ham om.
Pladsen er blevet ledig, fordi en er rejst, hvorfor han var rejst talte Hans Hansen ikke om, men han skal have været en af deres flinkeste Folk, som hvis du faar pladsen efter ham faar Du meget at gøre, men det bliver vel ikke værre end det er til at overkomme.
Det som det især lod til at komme an paa var nok særlig dette, ikke at være alt for nøjeregnende med, om ogsaa Klokken bliver lidt over Fyraften, i det hele taget at være villig og rask til Arbejdet, selve Arbejdet maa vel være til at overkomme, naar Du faar lært det, og om så det også skulde ske en Gang imellem at det bliver nødvendigt at arbejde et par Minutter over Klokkeslettet for at faa et Arbejde fuldført, saa en saadan en fast og god Plads jo ogsaa nok værd at gøre noget for at beholde.
Du ved nok at Arbejderne der har en Pensionkasse, der er ogsaa meget værd, men Du skal jo underskrive en Kontrakt og må ikke være med i en Fagforening.
Nu tror jeg nok jeg har forklaret Dig Stillingen, Løn og den Slags kender du jo ogsaa.
Hvis du mod forventning ikke vil søge den, maa du straks, naar du faar dette brev, lade mig det vide, at Du ikke vil, at Hans Hansen ikke skal gøre mere i den Sag.
Herefter kommer det mere private del af brevet