Tilbage til: Alle slagterier
Give Svineslagteri var en del af Factory Holding slagterierne
Denne beretning om Aktieselskabet Give og Omegns Svineslagteri er udarbejdet af Knud Schriver, Kolleruplund 42, Vallensbæk Strand i august 1962. Knud Schriver var kontorlærling på Slagteriet i Give i årene 1943 – 1947, Knud Schriver var frem til sin pensionering ansat hos Nestlé Danmark A/S-
Slagteriet i Give 1943-1947
Da jeg havde afsluttet skolen med præliminæreksamen i marts 1943 var mine fornemmelser af, hvad jeg skulle gå i gang uklare, og jeg fik så en tænkeperiode ved at blive sat til at vende tørv i en tørvegrav nær ved “Donneruplund”. En dag efter arbejdstid talte jeg med Børge Nielsen (fra Thyregod). som gik en klasse over mig i skolen, og som nu var kontorlærling på slagteriet. Han spurgte, om det ikke var noget for mig at komme i lære der, thi man havde fået mere arbejde bl. a. med nogle indberetninger til Slagteriernes Fælleskontor over, hvad der hver uge var solgt af kød, flæsk og pålægsvarer til slagterne. Han syntes også, at det kunne være godt at få en “underlærling, så at han selv kunne avancere til “overlærling”.
Jeg talte med mine forældre om sagen, og min far aftalte med slagteridirektør Henning Hansen at jeg skulle komme til en samtale. Den forløb udmærket, jeg fik nogle regneopgaver, som jeg ikke havde besvær med, og jeg skulle også skrive noget i hånden efter direktørens diktat, og der kom chokket, thi han sagde til mig, at det så jo pænt ud. Det var første gang i mit liv, at nogen havde sagt, at jeg kunne skrive pænt, -. i skolen endte mine vidnesbyrd, efter at der var skrevet noget tilfredsstillende, uvægerligt med ordene “men skriften er jo ikke så god”
Dagen efter, den 13.maj 1943, begyndte jeg så på slagteriets kontor på min læretid, som skulle vare 3 år. Nogen lærekontrakt blev ikke oprettet. Lærlingeloven, som påbød dette, var endnu ret ny og ikke slået rigtigt igennem i Give. Min far kunne heller ikke se, at der var noget behov for den slags papir. Reglerne om lærlingekontrakt blev dog fulgt for lærlingene ude i slagteriet, og det betød blandt andet, at slagteriet skulle betale sygekassekontingentet for disse.
Aktieselskabet Give og omegns Svineslagteri var stiftet i . slutningen af 192oerne med en aktiekapital på 150.ooo kr. tegnet af den lokale befolkning. Underskud var der og i begyndelsen der 30erne blev aktiekapitalen nedskrevet til lo%, altså 15.000 kr., og Factory Holding Company i Randers tegnede ny kapital på kr 50.000 kr. således at aktiekapitalen nu var kr. 65.000.. Som datterselskab havde slagteriet en destruktionsanstalt, Aktieselselskabet Give og Omegns Kødbenmelfabrik, som var placeret ved Ringivevej et par km udenfor byen. Der var yderligere et datterselskab, A/S Suina, som sammen med banken finansierede køb af smågrise til opfedning.
Factory Holding Company var en gruppe ejet af det engelske baconfirma, W.H.Thompson & Co., som havde følgende privatvirksomheder indenfor slagteriområdet:
Slagterier i Randers, Hadsund, Varde, Esbjerg, Skærbæk, Bylderup Bov og Give
Kødbenmelsfabrik i Give og Krølhårsfabrik i Varde
Hairlockfabrik i København
Slagteriudsalg (4 i København og l i Helsingør)
Det ser meget imponerende ud, når det sådan bliver oprangeret, men sammenlignet med andelsslagterierne var det alle små virksomheder, og Give var igen et af de mindste slagterier. I slutningen af 1960erne blev alle disse slagterier solgt til andelsslagterierne, som overtog grisene til slagtning på egne slagterier, medens bygningerne blev afhændet til andre formål. De andre virksomheder i gruppen var tidligere blevet afhændet.
Den første dag på slagteriet blev jeg sendt ned i Tuborgdepotet efter Øl (indehaveren Emil Madsen var også vejer på slagteriet), og det var ikke for at fejre min ankomst. Nej, det var for at fejre, at regnskabet for april var blevet færdigt, at det som man sagde “stemte ved første Øjekast”. Det var noget af en præstation, thi slagteriets regnskab var det såkaldt italienske, hvor man førte salg til hjemmemarkedet og til eksport samt indkøb, debitorer og kreditorer o.s.v. i forskellige journaler, som så ved månedens slutning overførtes til en hovedbog, hvor summen af debetposter skulle være lig med summen af kreditposter. Det var slet ikke så ligetil, thi alle sammentællinger skulle foregå i hovedet, og der var masser af muligheder for at skrive et forkert tal.
Jeg tror, det var i efteråret 1944, at vi gik over til RUF bogholderi, som betød, at vi fik en elektrisk sammentællingsmaskine. Det var virkelig et fremskridt, som betød at vi hver dag efter at have ført kontokortene kunne afstemme den underliggende journal og således være sikker på, at alt stemte, når månedsregnskabet skulle udarbejdes.
Da jeg begyndte, bestod det tekniske udstyr på kontoret af 2 skrivemaskiner, en gammel SMITH PREMIER fra slagteriets start og en ny OLYMPIA fra 1939, en hånddrevet BRUNSVIGA kalkulationsmaskine samt byens eneste frankeringsmaskine, hånddrevet, FRANCOTYPE, så det var godt at kunne bruge hovedet til sammentælling og kalkulationer.
Det var først i 1945, at der kom en ny lærling på kontoret, så jeg var “underlærling” i 2 ar med de opgaver, som hørte med hertil, dvs. alle de udadvendte som at besørge post og fragtbreve på stationen, at gå i banken, at betale sygekassekontingent for lærlingene i slagteriet samt alle andre ærinder, der skulle foretages i byen. Det var rart at komme lidt væk fra kontoret, og i banken var der lejlighed til at læse “Børsen”, medens ekspeditionen foregik. “Jyllandsposten” holdt vi på slagteriet, og det var muligt med lidt forsigtighed, så den ikke så brugt ud, at kaste et enkelt blik i den, inden direktøren kom.
I begyndelsen havde vi middagspause fra kl. 12 til kl. 13,30, og om lørdagen sluttede vi kl. 12, det var en gammel tradition indenfor slagteriverdenen, og det var den eneste virksomhed i byen, som havde en sådan weekend-ordning. Det var en ekstra fornøjelse at holde fri, når andre arbejdede. Først et par år senere blev weekend indført generelt, så at forretningerne lukkede tidligt om lørdagen.
I 1944 eller 1945 blev vor arbejdstid lagt om med lukning om eftermiddagen 1 time tidligere, hvilket betød at middagspausen blev afkortet til l time. Formålet var at spare lys ved den tidligere lukning, og det var da helt fint. Men for mit vedkommende som yngstelærling betød det i virkeligheden 1 times længere arbejdstid, thi jeg skulle naturligvis først og fremmest følge den normale kontortid, men også direktørens arbejdstid, som uforandret var fra 9 til 12 og fra 14 til 18, og jeg skulle som en selvfølge være der, indtil han var færdig med at skrive breve, og det gjorde han bedst (og han var fremragende til det rettelser blev absolut ikke tolereret) herimod kl. 18, og først derefter kunne jeg gå medbringende brevene til postkassen p& stationen.
Desværre betød disse aktiviteter, at jeg havde uhyre vanskeligt ved at komme i rette tid til undervisningen i handelsskolen, som begyndte kl. 18,15. Selv om afstandene ikke er store fra slagteri til station og hjem for at få en bid brød og så op på skolen, så er et kvarter heller ikke lang tid. Direktør Hansen vidste godt, hvordan det hang sammen, men det tog han ganske roligt, for han mente ikke, at slagteriets lærlinge havde noget ud af at gå på handelsskole, idet vi lærte alt, hvad vi havde brug for på kontoret.
Og deri havde han ikke ganske uret, for undervisningen havde i virkeligheden sigte på elever, som var gået ud af skolen i 7.klasse og på elever, som ikke i det daglige havde lejlighed til at beskæftige sig med regnskabsvæsen. For disse varede skolen for resten 3 år, medens vi med præliminæreksamen kunne nøjes med 2 år. Resultatet var en handelsmedhjælpereksamen uden fremmede sprog, det laveste trin på den teoretiske handelsundervisning.
I løbet af læretiden lærte jeg alt grundlæggende kontorarbejde, ordremodtagelse, fakturering, afregning til leverandører, ekspedition (det var et koldt vinterhalvår, jeg tilbragte der, oplært af Egon Holm, som senere købte slagter Bachs forretning i Jernbanegade), kassevirksomhed og ikke mindst bogholderi under ledelse af bogholder Krogh. Der blev lavet fuldstændigt regnskab hver måned bade for slagteriet og for kødbenmelsfabrikken, eller rettere sagt hver 4. eller hver 5.uge, thi det var sådan, at vi altid afsluttede en lørdag, også årsregnskabet som således kunne slutte den 29/12 eller fx den 3/1.
Antallet af grise, som blev slagtet pr. uge var under krigen 100-150 stk., som blev afhentet i lastvogne tilhørende lokale vognmænd direkte p& gårdene. Bedøvelse af grisene var endnu ikke indført, så de fik meget enkelt en kæde anbragt om det ene bagben, blev ved hjælp af kædetræk hejst op og stukket med en kniv, hvorefter blodet løb ud, inden grisen ad transportbåndet blev ført videre frem til skoldekar, svideovnen, hvor børsterne blev svedet af og derefter til den egentlige slagtning.
Hertil kom nogle kreaturer, som blev slagtet i kreaturslagteriet, som var placeret i en særskilt bygning. Det tjente som offentligt slagtehus, hvilket betød at slagtermestrene i byen kunne slagte kreaturer, som de selv havde købt, men kreaturerne kunne også komme via samlestalden i Give, som var blevet oprettet i begyndelsen af krigen. På denne samlestald blev prisen pr. kg levende vægt fastsat af en officiel opkøber, proprietær Johan Sørensen, Pjedsted, som sammen med en 3-4 andre personer stod for opkøbene over hele landet. En stor del af kreaturerne blev eksporteret levende til Tyskland, men slagteriet købte også fra samlestalden, og det var således muligt at konstatere, om den af opkøberen fastsatte pris havde været rigtig, thi prisen, som slagteriet kunne få hjem ved salg, var en given sag, når kreaturet var slagtet. Der var nemlig under hele krigen maksimalpriser som var fastsat af myndighederne for alt kød og flæsk samt for pålægsvarer og fedt. Følgende maksimalpriser for salg fra slagteriet til slagterne kan jeg huske: Skinke kr. 2,70 pr. kg, mellemkam uden spæk kr. 3,70, mellemkam med spæk kr. 3,50, spegepølse kr. 4,80, cervelatpølse kr. 2,70, kødpølse kr. 3,15, svinehjerter kr. 1,40. Der var ikke nogen regulær rationering med mærker, salget til slagtere foregik på grundlag af tidligere salg, og det var først ved krigens slutning og i de første år derefter, at der blev indført købekort, som forbrugerne skulle medbringe til slagteren, som så indførte på dette, hvad der var købt.