Tilbage til: Alle slagterier
Slagteriets start 16. 1890
Slagteriet var nr. 10 efter størrelse af de 62 andelsslagterier
Slagtning 1962: 230.330
Fusion: 1/1 1968 af FSA (Forenede Sjællandske Andelsslagterier Ringsted)
Anlæg: Slagtning ophører i 1976. Nedrevet i 1977.
Jubilæumsskrift: Slagtermuseet råder over jubilæums skrift.
Slagteriets historie
Kopieret fra “Køge Studier 2003” udgivet af “Køge-Fonden 2004” med tilladelse af Mette HenriksenISBN 87-90252-13-6 – ISSN 0905-309
Køge Andelssvineslagteri 1889 1976
Af Mette Henriksen
Køge Andelssvineslagteri eksisterede i perioden 1889-1976. Slagteriet blev etableret af fremsynede borgere i 1889, der havde store visioner med anlæggelsen af et slagteri i Køge. Samtidig understregede anlæggelsen af slagteriet Køges position som en industriby i vækst og udvikling. Slagteriet var en af byens største arbejdspladser, og mange andelshavere og arbejdere har gennem tiden haft forbindelse til denne spændende virksomhed. Artiklen vil fortælle om hovedlinjerne i slagteriets historie: Om starten i 1889, om slagtegangen, om slagteriet som arbejdsplads og om op og nedgangstider frem til 1976, hvor slagteriet lukkede.
Tanken om et andelssvineslagteri i Køge
Det første andelssvineslagteri i Danmark blev opført i Horsens i 1887. Det var umiddelbart ikke en begivenhed, der blev bemærket i Køge. Her blev svineproducenterne ved med at producere svin, som blev solgt på Torvet, hvor der var kreaturmarked en gang om måneden. Nogle svin blev solgt og transporteret til privatslagterier i København, andre blev solgt til lokale slagtermestre.ca.1920
Men omkring et halvt år senere i vinteren 1887/88 begyndte en debat i Østsjællands Folkeblad om oprettelsen af et andelssvineslagteri i Køge. En af de ivrigste tilhængere af tanken om et andelssvineslagteri i Køge var den unge gårdejer fra Vindsebækgård Jens Christensen. I et af sine indlæg i avisen udfordrede han den lokale landboforening, som han mente skulle tage initiativ til et andelsslagteri i Køge. Landboforeningen tog udfordringen op både i ord og handling, og i marts 1888 nedsatte TurebyKøge og Omegns Landboforening et udvalg til »at samle oplysninger angående anlæg af et andelssvineslagteri i Køge«. Formand for udvalget blev jens Christensen selv, og sekretær blev storkøbmanden FA. Hansen. Han blev udpeget af Handelsforeningen i Køge den senere Køge Handelsstandsforening. I udvalget var desuden 2 landmænd og en repræsentant fra Køge Borger og Håndværkerforening. Men det var først og fremmest jens Christensen, som var repræsentant for landbruget og FA. Hansen, som repræsentant for købmændene i byen, der blev frontkæmperne for andelssvineslagteriet. De agiterede stærkt for slagteriet både gennem lokalaviserne, og i deres omgangskredse inden for landbruget og borgerskabet i Køge.
To forkæmpere for andelssvineslagteriet
Hvem var de to forkæmpere? Gårdejer Jens Christensen kom fra Vindsebækgård i Valløby, som han havde købt i 1883 kun 26 år gammel. Han havde tidligere været forvalter på Gl. Lellinge. Han var glødende tilhænger af andelstanken, som han mente ville komme den enkelte landmand til gavn. Han var ikke så kendt i landbrugskredse, men det holdt ham ikke tilbage. Han udtalte senere, at han fandt det mærkeligt, at sagen gik igennem. Faktisk udtalte han, at da udvalget under agitationsarbejdet sendte meddelelse ud om, at der var tegnet for 10.000 svin, var der i virkeligheden kun tegnet 4.000!
Købmanden F.A. Hansen drev en stor købmandshandel i Brogade S7, hvor han beskæftigede SO personer, der var også trælasthandel samt savværk og høvleri. At F.A. Hansen gik så stærkt ind for sagen viser, at han var villig til at stille en grund til rådighed for slagteriet. Der er ingen tvivl om, at han både havde stor indflydelse og nød stor respekt. Ved siden af sin forretning besad han en lang række tillidsposter i byen.
Hvorfor stillede FA. Hansen en grund til rådighed? Var han blot en blåøjet velgører, eller hvilke motiver kunne tænkes at ligge bag? Ni ved det ikke, men hvis vi ser (let i en større sammenhæng, var det netop i denne periode, at landbrugsproduktionen var inde i en rivende udvikling, og hvor der fandt en større o1nlægning af landbrugsproduktionen sted i Danmark, således at man gik fra at være storleverandør af korn til svin. Tidligere havde der været en stor kornhandel i Køge, hvor købmændene i byen havde spillet en afgørende rolle. Samtidig begyndte man i Danmark selv at forarbejde svinene til flæsk og bacon til eksport. Måske har FA. Hansen ønsket at bringe Køge ind i den nye udvikling. Samtidig ville det udvide kundegrundlaget for hans egen forretning. Det er svært at tillægge FA. Hansen motiver, som synes, ries oplagte i dag, men vi kender ikke præcist, hvilke overvejelser’ der lå bag. På den anden side kan man se, at med et slagteri i byen ville Køge fremstå langt mere selvstændigt og økonomisk stærkt i forhold til København. Jeg mener, at problematikken med København overfor provinsen var central. Det vil sige, at der var åbenlyse fordele for både FA. Hansen selv og for byen.
Artiklen fortsat
Hvilke argumenter blev brugt for at overbevise landboerne og byboerne om, at man skulle anlægge et andelssvineslagteri i Køge? Der var fire hovedargumenter: Først og fremmest havde Køge gode jernbaneforbindelser. Der var både Sydbanen anlagt i 1870, der kørte mellem Roskilde-Køge-Næstved-Vordingborg, og Østbanen, som var anlagt i 1879, og kørte mellem Køge og Fakse. Gode transportforhold var vigtigt, da svineproduktionen netop ville være lagt an på eksport, og svinene skulle fragtes videre til en eksporthavn. Det andet argument var, at Køge havde et stort opland med mange svineproducerende landmænd. Dernæst ville der være gode muligheder for afsætning af affaldet til småfolk i Køge. Affald betyder i denne forbindelse, det fra svinet der ikke bruges til eksport, nemlig fedt og pølser. Og som det sidste argument, så ville andelshaverne selv få fortjenesten og ikke ejerne af privatslagterierne.
Der er ingen tvivl om, at man var inspireret af andelssvineslagteriet i Horsens, og udvalget rejste derfor dertil for at undersøge forholdene. Man fik også P Bojsen, initiativtageren til andelssvineslagteriet i Horsens, til at holde foredrag i byen for alle omegnens landmænd.
Nu er tiden kommet
Året efter i marts 1889 udsendte udvalget så et opråb med en indbydelse til alle interesserede kommende andelshavere. 1 indbydelsen kan man se, at det var planen at slagte 20.000 svin årligt. jeg har tænkt over antallet på de 20.000 svin. Vi kender ikke tallet for slagtninger før, svineslagteriet blev startet, men hvis man ser på, at slagteriet i de første år kun slagtede det halve, og at det faktisk først var i 1893, at man passerer de 20.000 svin, så mener jeg, at man skal se oplægget som et forsøg på en stor ekspansion og en stor satsning i området. Samtidig var de 20.000 svin det mindste antal slagtninger for, at slagteriet kunne løbe rundt økonomisk. Argumenterne opsummeres fint i følgende citat fra opråbet:
»Fordelene ved et Andelssvineslagteri vil ikke alene være den, at de, som producerer Svin, får et betydelig forsøget Udbytte, men de Penge, som Arbejdet ved et sådant Foretagende kræver, vil blive i Landet og komme Arbejderne til gode, ligesom også Affaldet, på hvilket Priserne gerne er lave, vil være en Sund og nærende Føde.«
Andelshavernes skepsis
Der var virkelig mange andelshavere, der skulle tilslutte sig. Der var lidt skepsis med hensyn til, at svineproducenterne skulle aflevere hele deres produktion til slagteriet. Denne betingelse indså udvalget, at man måtte tierne, således at man i stedet blottegnede sig for et bestemt antal svin og ikke hele produktionen. Dermed var en af hindringerne overvundet. Samtidig var byboerne nu også ved at blive interesseret i sagen og så, at et slagteri i byen også var i deres interesse. Dermed syntes både by og landbefolkningen at bakke op om andelssvineslagteriet.
Det lykkedes
Den 17. juli 1889 blev der holdt stiftende generalforsamling. Der var 350 mennesker til stede. Der var tegnet andele for 8.889 svin og ca. 85.500 kr. i garantikapital. Ifølge en artikel i Østsjællands Folkeblad var der en »Ypperlig Stemning, og man råbte dundrende Hurraråb for Slagteriet.« Begejstringen dækkede over, at det var lykkedes Koge at vise initiativ og selvstændighed med sit helt eget slagteri. FA. Hansen blev valgt til formand for slagteriets første bestyrelse.
Et moderne slagteri med elektrisk belysning
Den første direktør blev ansat. Det var A. Nørgård, som var direktør i perioden 18891898. Slagteriet blev efterfølgende opført. Det blev ikke på F.A. Hansens grund eller i de gamle papirfabriksbygninger, som havde været inde i overvejelserne. I stedet købte man en grund af købmand L. Willumsen, tæt på havnen. Arkitekt blev J. WendelboeMadsen fra København. Dette arkitektfirma var et af de få anvendte arkitektfirmaer til bygning af slagterier, så navsten alle slagterier så ens ud. De byggede faktisk 120 slagterier i ind og udland.
Som noget helt nyt og moderne indførte man straks elektrisk belysning på slagteriet. Før der overhovedet var elektricitet, i byen. Det kræver en forklaring. Urmager Jens Hansen fik overdraget opgaven. Han var på mange måder en foregangsmand i byen. Han var således den første i byen, der havde cykel, den første, der havde bil, og han byggede en lille dampdreven båd, som han sejlede i på åen. Han opbyggede et internt elværk på slagteriet, og først senere i 1891 åbnede han i Brogade 8 Lysstationen, som elektricitetsværket blev kaldt. Elværket på slagteriet kan på denne måde ses som hans svendestykke.
Der blev ligeledes opført et ishus til at nedkøle kødet, men ishusforholdene blev (log først tilfredsstillende 1893, hvor den første danske slagterikølemaskine blev monteret på slagteriet.
Slagteriet lå ikke blot tæt på jernbanen, men havde sit helt eget jernbanespor.
Det var et stort problem at få tilstrækkeligt vand til slagteriet. ,man borede og borede, men (det ville ikke lykkedes). En dag mødte Jens Christensen på gaden i Køge den gamle bødkermester Reerslev og klagede sin nød til ham. Reerslev anbefalede at man borede så langt mod syd som muligt på grunden. Det gjorde man så. Et par aftener senere fandt man vand. Der blev straks sendt bud til det lille selskab på Hotel Prindsen, som var samlet i anledning af, at det elektriske lys var blevet tændt for første gang på slagteriet. Meddelelsen blev modtaget med en sådan begejstring, at skønt det var temmelig sent, så begav de alle sig derned medbringende en kurv fuld af champagne, så den fundne kilde kunne døbes på behørig vis.
- januar 1890 slagtede man det første svin, som meget symbolsk var leveret af jens Christensen. I løbet af det første år blev 9.408 svin slagtet.
Slagtegangen og arbejdet på Køge Andelssvineslagteri
Før der blev opført slagterier, blev slagtningerne udført i en slagtergård eller et slagtehus. Det slagtede kød blev solgt ved, at slagteren gik med sit trug eller sin vogn fra hus til hus eller solgte kødet på Torvet som torvehandel.
På slagterierne var hele slagteprocessen sat i system, fra svinene ankom til de færdige baconpakker var klar til forsendelse. Først blev svinene bragt til slagteriet med jernbane eller hestevogn senere med lastbil. Her blev de opstaldet i slagteriets svinestald.
Når de var klar til at blive slagtet, blev slagtelinien sat i gang. Den første del af slagteprocessen blev kaldt »den sorte ende«. Svinene blev hængt op på en glidestang og blev skubbet fra den ene bearbejdning til (len næste i starten ved håndkraft. Når grisene blev hængt op, var det under øredøvende skrig og skrål. Først i begyndelsen af 1950’erne blev (det påbudt at bedøve svinene inden opkædningcn. Derefter fik de et stik i halsen -langt op i 1930’erne foregik det uden bedøvelse. Blodet blev opsamlet, og brugt til bl.a. blodpølse. Videre i processen blev svinene nedsænket i skoldekar. På et bord blev hårene fjernet med håndskrabere (senere elektriske). I svideovnen blev de kulsorte – før 1900 kom de i et halm eller kulfyr, hvor en del blev ødelagt, hvis slagteriarbejderne ikke var opmærksomme. Til sidst kom de i et badebassin, hvor den sorte farve forsvandt, og de blev hvide igen.
I »den rene ende« af slagtelinien blev svinekroppene skåret op og forarbejdet. Først fik de ophængte svinekroppe et snit på langs under bugen. Derefter blev indvolde og tarme udtaget og undersøgt af dyrlægen. Tarmene blev bragt til tarmrenseriet, som var en selvstændig afdeling. Svinekroppene blev efterfølgende anbragt i svalerummet klar til nedkøling. Når der efterfølgende skulle gøres rent, blev der som regel råbt et varselsråb, så slagteriarbejderne kunne komme af vejen, inden skyllevandet blev kastet ud over området. Men hvis nogen havde været lidt sure under slagtningen, kunne varselsråbet være meget lavmælt!
Næste dag foregik selve udskæringen. Tilskæringsprocessen foregik fra omkring 1930 på rullende bånd, som bragte svinesiderne fra mand til mand. Tidligere gik mændene fra bord til bord. Dernæst blev flæskesiderne anbragt i store saltlagekummer i saltrummet. Man fremskyndede saltningsprocesseri ved at tilføre flæsket salt med særlige saltsprøjter. Når flæsket var færdigsaltet, var det klar til pakning til eksport eller til salg i ekspeditionen. Det flæsk, der skulle eksporteres, blev indpakket i wrappers af sækkelærred, som fra starten var standard emballage. Wrapper er et engelsk ord og betyder indpakning. At benytte det engelske ord mere end antyder, at eksporten gik til England.
Udover afdelinger for selve slagtningen, tarmrenseri og et saltrum, havde slagteriet en lang række andre specielle afdelinger. Der var fedtkogeriet, hvor fedtsmeltningen foregik i store åbne kedler, og derefter tappet på svineblærer.
Der var pølsemageriet med egne faglærte pølsernagere, der lavede pølser til salg. Der var ekspeditionen, hvorfra al videresalg af kød, flæsk og affald til de lokale slagtemestre og slagteriets udsalgssteder foregik. Således kom også hjemmemarkedet til at spille en stor rolle for slagteriet.
Fra 1893 solgte man fra hestevogne, men senere oprettede slagteriet forskellige udsalgssteder. I 1895 blev et udsalgssted på Torvet oprettet. Omkring 1907 flyttede det til Svorgersgård, Torvet 3. 119 10 etablerede man endnu et udsalg i Nørregade og et i Næstved. Senere fulgte flere udsalgssteder efter, omkring 1915 ved Faxe Ladeplads, omkring 1937 ved Hundige Strand og i 1943 ved Solrød Strand. Til sidst skal nævnes, at slagteriet havde en destruktionsanstalt til affaldet. Lugten kunne være ulidelig, så det var ikke altid lige behageligt at være nabo til slagteriet!
Lige fra starten forsøgte slagteriet at indføre den nyeste teknologi i processen, som det fremgik, da jens Hansen opførte det interne elværk, og gennem tiden var teknologisk fornyelse en stor del af arbejdet på slagteriet. Så selvom det var de samme processer, blev der hele tiden indført ny teknologi. Eeks. elektriske kølemaskiner, emfjerningsanlæg, der udsugede dampen fra det varme skoldevand, metoder til at bedøve svinene med elektricitet, moderne olie-svideovne og i fedtsmelteriet installerede man lukkede dampkedler, og i pølsemageriet gik man over til at bruge automatiske pølsestoppemaskiner og kødhakkemaskiner.
Slagteriet som arbejdsplads
Der er ingen tvivl om, at det var et hårdt arbejde at være slagteriarbejder både i ældre og nyere tid. Slagteriet kunne også være en farlig arbejdsplads, og der kunne opstå ulykker af større og mindre omfang. Ud fra en skadesprotokol kan man bl.a. se, at der i 1961 var 163 skader på årsplan. Skaderne handlede som oftest om, at arbejderne havde skåret sig i hænderne. Men det var især det daglige slid, der var hårdt for slagteriarbejderne. Jeg har gennemgået forskellige erindringer fra slagteriarbejdere, som blev indsamlet i 1980. Beretningerne dækker perioden fra’ 1920’erne til 1970’erne. Et gennemgående træk i beretningerne er, at det var et hårdt fysisk arbejde, og at omgangstonen kunne være hård. I det følgende bringes nogle eksempler fra beretningerne, der taler for sig selv. Gulvene kunne blive meget fedtede: gå dernede på gulvene, men ellers arbejdspladsen var god nok i den forstand. Men det var nu strengt at gå dernede, når vi slagtede, der var så fedtet, ligesom brun sæbe engang imellem.«
En fortæller om det fysisk hårde arbejde:
»Der var altså meget mere slæbearbejde dengang, da jeg startede indtil nu, da jeg stoppede, de strenge pladser de blev jo sådan mekaniseret.«
En anden fortæller om, at hver havde sin opgave:
»Vi havde en stor fælles akkord, en stod og passede flæskemaskinen og en brændemaskinen, og en vægten og sådan fremdeles, vi havde hver sin lille ting at skulle lave.«
En fortæller om, hvordan det var at slæbe grisekroppe (1960’erne):
»Ja, det var hårdt. Den første gang jeg prøvede det, så røg grisen ad helvede til, hen ad rampen. Så sagde jeg også til mestersvenden, Nej, det her det kan kraft æde mig ikke hjælpe noget, det kan jeg sku’ ikke finde ud af, de er for tunge.« Ved andet forsøg: »Jeg prøver sku’ en gang til, så anden gang, så blev den der, men den havde alligevel fået overvægt, så jeg måtte gå sådan her og knokle med den.«
Om lugten i tarmrenseriet:
»Ja, der stod de og ordnede tarme, det kunne jeg altså ikke tage, det kan jeg godt sige dig. Der kom en ny mand ind i tarmhuset, de første 14 dage, da spiste han ikke noget, for det kunne han ikke.«
Om selve aflivningen af dyrene:
»Det var sådan noget beskidt arbejde, det var ikke noget, man sådan var ude efter. Jeg var nede og se på det, jeg har også prøvet det, men ikke sådan til daglig nej. Det var sådan et svinearbejde, så kom man til at lugte.
Køge Andelssvineslagteri i op og nedgangstider
Som en virksomhed orienteret mod eksport var slagteriet gennem tiden stærkt påvirket af det øvrige samfund og af verdensbegivenhederne. Det kan bl.a. ses af, at antallet af svineslagtninger gik kraftigt ned under (le to verdenskrige og under krisen i 1930’erne.
Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 var slagteriet kommet op på at slagte 92.000 svin om året. Det gik rigtig godt, men på grund af krigen opstod der afsætningsvanskeligheder, og antallet af slagtninger faldt til kun 6.000 svin i 1918. Udover afsætningsvanskelighederne skyldtes vanskelighederne, at andelshaverne svigtede slagteriet, man ville hellere sælge til private opkøbere, der betalte højere priser. Senere indførte regeringen rationering af kød og flæsk, samt maksimalpriser, hvilket fik mange landmænd til at slagte hjemme. I 1930’erne var der krise igen. 1 1932 var man kommet op på at slagte ca. 185.000 svin om året, hvilket var en ganske kraftig stigning, men på grund af verdenskrisen faldt produktionen, da England nedskar sin import af bacon fra Danmark.
Midt under krisen fik slagteriet en ny direktør. Det var Chr.Gade, som var direktør for slagteriet fra 1935 til 1969 i 34 år. Han fik stor betydning for slagteriet. Han korn fra en stilling som direktør for slagteriet i Grindsted, som han tiltrådte som ganske ung. lian førte slagteriet sikkert gennem krisen i 1930’erne. Også tinder 2. Verdenskrig oplevede slagteriet en periode med faldende slagtninger. 1 1939 slagtede tran 80.000 svin, inert i 1942 blot 32.000 svin.
I 1950’erne steg antallet af slagtninger, især fra slutningen af 1950’erne skete der en voldsom stigning. I denne periode iværksatte direktør Gade store ombygninger på slagteriet og satsede stort på at udvikle produktionsarbejdet. Det vil sige, at slagteriet fulgte den økonomiske udvikling i samfundet med velstandsstigningen i slutningen af 1950’erne. I 1963 kom man op på at slagte 250.000 svin om året! Men samtidig gik udviklingen i slutningen af 1960’erne mod større og større produktionsenheder. Og i 1968 blev fusionen mellem de sjællandske slagterier en realitet. 11976 blev Køge Andelssvineslagteri sammenlagt med slagteriet i Ringsted, og flyttet til Ringsted. Det betød, at slagteriet blev lukket, og Køge mistede en af sine store arbejdspladser. året efter i 1977 blev bygningerne revet ned for at give plads til Stoget til København.
Køge Andelssvineslagteris betydning for Køge
Køge Andelssvineslagteri har haft stor betydning for Køge på mange måder. Først og fremmest har det været en stor arbejdsplads med mange ansatte. Slagteriet har fungeret som bindeled mellem by og land. Det har styrket Køge som et centrum for industri. Det har betydet indtjening til byen. Så hvis vi ser tilbage på stifternes forhåbninger for det nye slagteri i 1889, kom det jo til at gå ganske godt. Efter den stiftende generalforsamling udtalte en af foregangsmændene til Østsjællands Folkeblad:
»Gid da dette efter vore små Forhold ret store Foretagende må holde, hvad det synes at love, og til Gavn for både By og Land blive et Bindeled af nogen Styrke mellem Byens og Egnens Befolkning. Økonomisk Vinding er jo ikke så dårligt et Bindemiddel endda og økonomisk Vinding er det just, at alle venter sig af Slagteriet, Landboerne håber at få et større Udbytte af deres Svineproduktion, og Byboerne håber at få større Udbytte af Landboernes Besøg i Byen, og Småkårsfolk gør sig Håb om at få Adgang til de billige Næringsmidler. Gid alle disse Forhåbninger må blive fyldestgjorte.«
Litteratur og kilder
Arkivfond nr. 139: Køge Andelssvineslagteri. Køge Byhistoriske Arkiv.Erindringer fra slagteriarbejdere, indsamlet 1980. Køge Byhistoriske Arkiv.Køge Bys historie. Bd. 2. Køge, 1988.
Henning Grelle og Knud Knudsen: Gris på kniven. Slagteriarbejdernes arbejde og organisation i 100 år. Udgivet af NNF, 1995.
Fusionen: Steff Houlberg
På Slagtermuseet har vi opbygget en database med artikler om fusionering for alle slagterier.
Artiklerne hentes fra slagterimuseets artikelsamling, som omfatter 25- 30000 artikler. Der er uddrag af journalisterne artikler om FSA – Steff-Houlberg i årene 1964-2001. De enkelte artikler vil senere blive uddybet i et vist omfang. Der findes kopier af de fleste artikler, men alle 25000 originale udklip er hos erhvervsarkivet.
Læs om det historiske forløb set med journalisternes øjne: